Velkommen til E-sporet Kastrupgårdsskolen
Hvem er vi?
E-sporet på Kastrupgårdsskolen er et skoletilbud for børn med generelle indlæringsvanskeligheder og for børn med en intellektuel funktionsnedsættelse efter folkeskolelovens §20.2.
På E-sporet har vi ikke klasser, da vi er en gruppeordning med to klassetrin i hver gruppe. Denne opdeling gælder for skoleåret 2024-25.
Normeringsrammen er 10-11 elever pr. gruppe.
Alle elever er visiteret til en plads på SGO-KG
E-sporet er en gruppeordning for elever fra Basis 0.-1. klasse til 9. klasse hvor hovedfokus er på at optimere børnenes lærings- og arbejdsmiljø. Den enkelte elev kan have udfordringer med motorikken, adfærd og opmærksomhed samt socio-emotionelle vanskeligheder. Udfordringer, der gør det svært at honorere almenklassens faglige og sociale krav.
E-sporet er et tilbud, hvor:
Alle elever har indlæringsvanskeligheder, nogen i svær grad
Der tages udgangspunkt i det enkelte barns særlige behov og faglige niveau, når undervisningen planlægges
Der arbejdes med læreplaner
Alle lærere og pædagoger har viden inden for specialpædagogik
Vi sammensætter faste lærer- og pædagogteams omkring hver enkelt klasse og har et stærkt fokus på, at tryghed og trivsel går forud for læring og udvikling
Målgrupper:
Eleverne i E-sporet har behov for en særlig tilrettelagt undervisning, der tager højde for følgende udsagn:
At de er længere tid om at lære
At de har svært ved at huske det, de har lært
At de har svært ved at abstrahere
At de har svært ved at se sammenhænge og drage konklusioner
At de har vanskeligheder ved at omstille sig til nye situationer
At de mangler selvtillid og selvværd
At de har brug for megen tid og hjælp i undervisningen
At de har nedsat udholdenhed og koncentrationsevne
Særlig tilrettelagt undervisning
Undervisningen tilrettelægges individuelt med fokus på elevens udvikling fagligt, personligt og socialt. Afsættet er elevens handleplan, den årlige status og revisitations PPV, der tager udgangspunkt i den enkelte elevs ressourcer og kompetencer.
Undervisningen og andre pædagogiske aktiviteter varetages af et team af lærere, pædagoger og medhjælpere.
På E-sporet følger vi folkeskoleloven og underviser i de samme fag og med det samme timetal som på de almene skoler. På E-sporet har vi en lærer-, pædagog- og medhjælper-normering, der gør, at der er mulighed for at skabe en særlig tilrettelægger undervisning.
Livsduelighed
Et helt centralt fokuspunkt på E-sporet er at arbejde med elevernes livsduelighed, hvilket skal bidrage til en udvikling i det at kunne tage ansvar for eget liv.
Forældresamarbejde
Alle E-sporets ansatte er 100 % dedikerede omkring én ting – at skabe den allerbedste dag for det enkelte barn – hver dag. Skal det lykkes, er der brug for hjælp fra forældrene. Forældresamarbejdet prioriteres meget højt.
SFO Asgård
På skolen er der en special-SFO. Pædagogerne fra SFO´en er tilknyttet hvert sit storteam og er sammen med børnene både i undervisning og fritid.
Det giver tryghed for børnene og skaber gode overgange mellem skole og fritid. Skole og fritid er knyttet tæt sammen og fungerer i det daglige som et helhedstilbud.
Specialklubberne Toppen og kløveren
Eleverne kan blive visiteret til et klubtilbud, når de skal skifte til 6. klasse.